Sådan skulle det ikke gå, efter 10 dage på sygehuset fik han konstateret kræft i musklerne i ryggen, i lenden, hoften, den ene lunge, binyren og det ene ben... CHOK, det var forfærdeligt, han blev indstillet til behandling og vi begyndte at forberede os på et langt og hårdt forløb. Torsdag d.26 juli blev Asger 2 år og det fejrede vi på sygehuset hos min far. Han virkede glad og positiv, vi besøgte ham igen om lørdagen og om søndagen ville vi køre hjem til KBH igen. Han skulle starte behandling om mandagen d. 30 juli. Men søndag formiddag blev jeg ringet op af min storebror, "Mette, lægen siger at I ikke skal tage hjem... Far skal dø". What whaaaaaaaaat whaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaat neeeeeeeeeeeeeej. Min bror, min mor, jeg og baby Ellen flyttede ind p min fars stue og sad ved ham hele tiden. Min far døde 5 dage efter, sidste gang jeg havde rigtig kontakt med ham var den søndag. Han sagde at han elskede mig. Jeg er stadig i chok, 5 uger efter vores dejlige sommerferie skulle starte begravede vi min skønne, dejlige, kærlige, elskede far. Jeg er ulykkelig og tanken om at jeg aldrig skal tale med ham igen, eller høre ham grine eller se ham lege med mine børne magter jeg ikke. Jeg er ulykkelig over at han ikke skal se mine børn vokse op, og over at de ikke kommer til at kende ham.
Min far blev 58 år og var verdens bedste far lige til det sidste. Han kæmpede for livet og det var uretfærdigt at det blev taget fra ham. Jeg tror på at han er et dejligt sted nu hvor han kan se os og mærke hvor meget vi elsker og savner ham. ❤
